Formueskattekursen afskaffet

Regeringen har lukket muligheden for at anvende formueskattekursen ved værdiansættelse af unoterede aktier. Det skyldes, at regeringen er blevet opmærksom på, at formueskattekursen i nogle tilfælde giver en lavere beregnet værdi end den faktiske markedsværdi.

Det burde ikke kunne overraske nogen, at formueskattekursen kan give en lav værdi. Formueskattekursen er et forsøg på en skematisk værdiansættelse. Enhver formel til beregning af værdi af aktier mv. vil give skæve resultater i den ene eller den anden retning. Der findes ikke en perfekt formel.

Formueskattekursen har altid været kendetegnet ved, at den ofte gav beregnede værdier, der var lavere (og ofte en hel del lavere) end den faktiske markedsværdi, hvilket oprindeligt har været tilsigtet, da det oprindelige hovedformål var at den skulle bruges til at opgøre grundlaget for beregning af formueskat, og hvis formlen ofte gav for høje værdier risikerede man at begrave systemet i klagesager (hvilket man i øjeblikket ser med et andet forsøg på skematisk værdiansættelse af ejendomme til brug for ejendomsbeskatningen).

Siden afskaffelsen af formueskatten har formueskattekursen primært været brugt til værdiansættelser i forbindelse med generationsskifter. I udgangspunktet medfører en for lav værdiansættelse i forbindelse med et generationsskifte, at et generationsskifte i praksis kan gennemføres, og den skattemæssige effekt er i praksis en slags succession, hvor den latente avance overdrages til næste generation, der overtager forpligtelsen til at betale avanceskat, hvis aktierne senere sælges til markedsværdi. Så udover en periodeforskydning består provenutabet primært af en lavere gave- eller boafgift. Hvis modtageren af aktierne bor i udlandet så mister Danmark også provenuet af skatten af en eventuel fremtidig realisation af avancen.

At formueskattekursen kan give den slags resultater har i mange år været kendt af alle, der beskæftiger sig bare lidt med skat og værdiansættelser, og i mange tilfælde har det medvirket til at fremme generationsskifter, mod en vis udskydelse af skattebetalingen, mens der i enkelte tilfælde har været tale om meget store besparelser. Nu bliver muligheden lukket for alle, hvilket giver anledning til at overveje, om den lovbestemte adgang til succession er god nok til at muliggøre de ønskelige generationsskifter.