Hvor langt skal SKAT gå i kampen mod skattely?

I disse dage er pressen fuld af historier om, at SKAT har ignoreret muligheden for at få udleveret lister over danskere, som har skjult formuer i skattely i Schweiz. Hverken skatteministeren eller SKAT´s direktør kan forstå hvordan det er gået til, og vil straks forsøge at indhente det forsømte.

Læs f.eks. omtalen i Politiken her: Gå til artiklen

Men hvordan kunne det gå til? hvad er forhistorien? En bankansat i den schweiziske afdeling af banken HSBC har i strid med loven stjålet oplysningerne fra banken, og tilbudt dem til skattemyndighederne i forskellige lande. Man kunne måske med lidt god vilje kalde ham en whistleblower. Men det viste sig hurtigt, at han (også) handlede for egen vindings skyld, idet han solgte listerne for større millionbeløb. Han var oven i købet formentlig inspireret af en tidligere ansat i en bank i Lichtenstein, der scorede 5 mio.EUR ved at sælge tilsvarende oplysninger til Tyskland.

Muligheden for at få fat i listen skabte et dilemma for skattemyndighederne, skal man jagte skattesnydere med alle midler, herunder at købe hælervarer eller mener man, at der er grænser for hvor langt man skal gå, f.eks. at man i kampen mod lovbrud ikke vil medvirke til eller drage nytte af andre lovbrud?

I et retssamfund skal myndighederne håndhæve loven og straffe dem, der begår lovbrud, det er meget vigtigt for at samfundet ikke falder fra hinanden. Men det er mindst lige så vigtigt, at vi sætter grænser for myndighedsudøvelsen og at disse grænser bliver vogtet (og her har pressen en vigtig rolle). Uanset at det måske kunne medvirke til at opklare flere forbrydelser, så undlader vi at bruge tortur, vi har skrappe krav for brug af vidtgående indgreb mod privatlivets fred, som f.eks. telefonaflytning og ransagning mv. Det er også utænkeligt, at vi selv i skattelysbekæmpelsens hellige navn tillader SKAT, at lave en specialenhed, der skal bryde ind i udenlandske banker for at sikre de ønskede oplysninger f.eks. via en særlig hackergruppe. Så hvis vi ikke vil tillade dette, hvorfor vil vi så tillade at SKAT får adgang til stjålne oplysninger, er hæleren ikke lige så god som stjæleren?

Sagen handler ikke ”bare” om bekæmpelse af skattely, den handler også om hvilket samfund det er, vi ønsker at leve i.

Læs her om den diskussion dette dilemma skabte i Tyskland: Gå til artiklen

Formueskattekursen afskaffet

Regeringen har lukket muligheden for at anvende formueskattekursen ved værdiansættelse af unoterede aktier. Det skyldes, at regeringen er blevet opmærksom på, at formueskattekursen i nogle tilfælde giver en lavere beregnet værdi end den faktiske markedsværdi.

Det burde ikke kunne overraske nogen, at formueskattekursen kan give en lav værdi. Formueskattekursen er et forsøg på en skematisk værdiansættelse. Enhver formel til beregning af værdi af aktier mv. vil give skæve resultater i den ene eller den anden retning. Der findes ikke en perfekt formel.

Formueskattekursen har altid været kendetegnet ved, at den ofte gav beregnede værdier, der var lavere (og ofte en hel del lavere) end den faktiske markedsværdi, hvilket oprindeligt har været tilsigtet, da det oprindelige hovedformål var at den skulle bruges til at opgøre grundlaget for beregning af formueskat, og hvis formlen ofte gav for høje værdier risikerede man at begrave systemet i klagesager (hvilket man i øjeblikket ser med et andet forsøg på skematisk værdiansættelse af ejendomme til brug for ejendomsbeskatningen).

Siden afskaffelsen af formueskatten har formueskattekursen primært været brugt til værdiansættelser i forbindelse med generationsskifter. I udgangspunktet medfører en for lav værdiansættelse i forbindelse med et generationsskifte, at et generationsskifte i praksis kan gennemføres, og den skattemæssige effekt er i praksis en slags succession, hvor den latente avance overdrages til næste generation, der overtager forpligtelsen til at betale avanceskat, hvis aktierne senere sælges til markedsværdi. Så udover en periodeforskydning består provenutabet primært af en lavere gave- eller boafgift. Hvis modtageren af aktierne bor i udlandet så mister Danmark også provenuet af skatten af en eventuel fremtidig realisation af avancen.

At formueskattekursen kan give den slags resultater har i mange år været kendt af alle, der beskæftiger sig bare lidt med skat og værdiansættelser, og i mange tilfælde har det medvirket til at fremme generationsskifter, mod en vis udskydelse af skattebetalingen, mens der i enkelte tilfælde har været tale om meget store besparelser. Nu bliver muligheden lukket for alle, hvilket giver anledning til at overveje, om den lovbestemte adgang til succession er god nok til at muliggøre de ønskelige generationsskifter.

Benny Engelbrecht bliver den 5. skatteminister på 3 år

Tillykke til Benny Engelbrecht, der i dag overtager posten som skatteminister fra Morten Østergaard. Benny bliver den 5. skatteminister på kun ca. 3 år. Ja, faktisk den 6., hvis man regner den sidste venstreminister Peter Christensen med. Peter fratrådte ved regeringsskiftet den 3. oktober 2011. Det er et voldsomt antal udskiftninger, der kommer efter en periode under den tidligere regering, hvor det måske ikke gik helt så hektisk for sig, men det var langt fra, at man kunne kalde det en periode med stabilitet på posten.

Hertil kommer en meget lang periode med omstruktureringer i SKAT. Der er sket sammenlægninger, specialisering, centralisering og decentralisering, digitalisering og ikke mindst nedskæringer i et voldsomt tempo, som har gjort det næsten umuligt for medarbejderne at følge med.

Det politiske fokus var i en periode på skattestop med det resultat at store huller i lovgivningen fik lov til at stå åbne i årevis selvom både SKAT og regeringen var klar over, at hullerne fandtes, og kontrollen med skatteyderne blev stort set indstillet.

Nu er der kommet fokus på hullukning og det er fint. Men pendulet er svinget til den anden side, så lovgivningen ofte sker i et hæsblæsende tempo, med hovsaløsninger og manglende realitet i høringsprocessen til følge. Diverse høringssvar fra ministeren viser endvidere, at målet ofte helliger midlet, dvs. hvis der er et hul, så skal det lukkes for enhver pris og det uanset hvor mange uskyldige ofre, der utilsigtet rammes af hullukningen.

Kontrollen med skatteyderne er også blevet sat i gang igen, hvilket er glimrende. Men der er fortsat fokus på besparelser, så sagsbehandlingen sker under et tidspres, som gør, at den manglende respekt for almindelige forvaltningsretlige principper (og dermed borgernes retssikkerhed), der er blevet afdækket i sagerne om ejendomsvurderingerne, desværre ikke er begrænset til ejendomsvurderinger, men også findes på andre sagsområder i SKAT. Ud over ejendomsvurderingerne har en række andre skandaler fundet vej til medierne, men de uomtalte sager med skandalepotentiale er desværre mange flere. Svaret på den manglende kvalitet i sagsbehandlingen har været at spare stort set hele SKAT´s budget for uddannelse væk.

I de senere år har der også været store reformer af klagesystemet. Sagsbehandlingstiderne har været lange og man har ikke skullet lede længe efter Højesteretsdomme på skatteområdet, som har været mindst 10 år om at nå hele vejen gennem først det administrative system og siden domstolene. Så der har været god grund til at se på måder at reducere sagsbehandlingstiderne på. De valgte reformer skal nok hjælpe på både sagsbehandlingstiderne og omkostningerne ved klagesystemet, men prisen betales af borgerne i form af forringet retssikkerhed.

Traditionelt har der været 2 steder i klagesystemet, hvor skatteyderne havde gode muligheder for at få ændret en forkert praksis fra SKAT. Det første sted var i Landsskatteretten, der trods navnet ikke er en domstol, men et administrativt klageorgan, der som udgangspunkt er uafhængigt af SKAT, og hvis medarbejdere er fagligt dygtige skattespecialister. Det andet sted er Højesteret, hvor dommerne sjældent har den dybe specialistviden om skat, men de er til gengæld nogle af landets allerskarpeste generalistjurister.

Første led af reformen af klagesystemet, var at skattesager nu som udgangspunkt skal starte i byretterne (mens de før startede i Landsretterne). Dvs. skattesagerne domstolsbehandles i første omgang af byretsdommere, der før domstolsreformen aldrig havde arbejdet med skattespørgsmål, og mængden af skattesager ved byretterne er relativt lille, så byretsdommerne vil aldrig kunne opnå nævneværdige kundskaber på skatteområdet. Byretsdommerne er alt andet lige mindre skarpe end deres kollegaer i Landsretterne, til gengæld sidder de i modsætning til kollegaerne i Landsretterne alene med sagerne. Konsekvensen af domstolsreformen har været, at Byretterne praktisk taget altid giver SKAT medhold, og sagerne når kun undtagelsesvis frem til Højesteret, der traditionelt ikke har været bange for at underkende SKAT´s praksis.

Næste led i klagereformen har været at skære et led ud af den administrative klageproces, hvilket naturligvis som udgangspunkt vil medføre besparelser af både penge og sagsbehandlingstid. Men det medfører også, at Landsskatteretten ikke får lov til at se på de mange sager, der også fremover behandles af Skatteankenævnene, der traditionelt giver SKAT medhold i langt de fleste sager.

SKAT´s høje medholdsprocenter hele vejen gennem klagesystemet giver desværre ikke SKAT incitament til at ændre på noget i sagsbehandlingen, selvom det er helt åbenbart at den halter på mange områder.

Der er nok at tage fat på for den nye skatteminister, men et velment råd herfra er at overtage den afgående skatteministers udtalte ønske om at sætte borgernes retssikkerhed i fokus, men samtidig tage udgangspunkt i situationen som den er, og sætte en rolig udvikling i gang. Revolutioner har der været nok af, de er en del af problemet ikke en del af løsningen.